Aftenmøder

Kristina Eskildsen
Aftenmøde lørdag
Emne: Er jeg social nok?

Gymnasie-konsulent i Østdanmark

Hey! Jeg hedder Kristina og er så heldig at arbejde i KFS som gymnasiekonsulent i Østdanmark. Derudover læser jeg til psykoterapeut, elsker lange vandretur og alt med vand, og så har jeg skrevet bogen ”Kristen i Kvartvejskrisen”. Jesus, gode samtaler og kaffe er noget af det bedste jeg ved.

Jeg håber friheden i Jesus og betydningen af, at han altid er nok for os, bliver stor for os på Discipeltræf. Spørgsmålet ”er jeg nok?” kan være forbundet med meget dårlig samvittighed, følelsen af altid at skulle være og gøre mere, og en hel masse burde-tanker, og alt det tror jeg på, at Jesus tager med sig på korset for at sætte os virkelig fri

JAKOB SKOVGÅRD HØJLUND
Gudstjeneste søndag
Emne: Er jeg klog nok?

Generalsekretær i KFS

Hej. Jeg hedder Jakob og er generalsekretær i KFS (hvilket er fantastisk, fordi det handler om Jesus og unge mennesker!). Jeg bor i Herning med min kone og vores tre børn. Når jeg kobler fra, triller jeg en tur på rulleski, ser en film, læser en bog eller doomscroller på Facebook. Det sidste er jeg ikke specielt stolt af, men til gengæld holder jeg med Brøndby, og det opvejer i høj grad doomscrolleriet! 😉

På Discipeltræf skal jeg tale om at være klog nok..? Uden at afsløre for meget handler det bl.a. om, at der en visdom og livsmestring, som ikke afhænger, hvor mange bøger jeg læser eller mine eksamenskarakterer, men af noget dybere og mere relationelt (to be continued…).

Jens Ole Christensen
Aftenmøde mandag & Tirsdag
Emne mandag: Er jeg spændende nok? : Emne tirsdag: Er jeg brændende nok?

Tidl. sognepræst i Fredens-Nazareth Kirker på Nørrebro og generalsekretær i Luthersk Mission

Jeg er en gammel dreng på 68 år; men KFS har været en kæmpe faktor i hele mit liv: 10 år som aktiv KFS-er, 15 år som ansat og resten som KFS-ven. Glæder mig som et lille barn til igen at komme på Discipeltræf. Det bliver 11 gang.

Jeg skal tale ved de sidste to aftenmøder, som kommer til at handle om det præstationsfrie liv sammen med Jesus Kristus.

Bibeltimer

Jens Bruun Kofoed
Søndag: Er jeg god nok?, Mandag: Er jeg frelst nok?, Tirsdag: Er jeg kærlig nok?

Ph.d. i teologi og professor i Gammel Testamente v. Dansk Bibel-Institut

Jeg hedder Jens Bruun Kofoed, er 61 år gammel, og har forsket og undervist i Gammel Testamente gennem snart 30 år. Mine forskningsspecialer er skabelsesteologi og historieskrivning i det gamle Israel og oldtidens Mellemøsten. Privat er jeg gift med Vivi, og sammen har vi 5 voksne børn og 3 børnebørn. Kirkeligt er vi en del af Københavnerkirken, som jeg var med til at plante i 2001.

Det er en hjertesag for mig at give teologien jordforbindelse, og siden 2018 har jeg været teologisk leder for Center for Teologi i Praksis (CTIP). Det bedste, jeg ved, er at være elsket. Af Gud. Af mennesker.